Casinoets oprindelse
Historien om roulette
Roulette, der er fransk og betyder "lille hjul", opstod primært i Frankrig. Før udviklingen af det snurrende hjul med stor præcision, der kendetegner roulette, spillede man andre spil med lignende regler og udbetalinger, hvor tallene blev trukket ud af en pose eller fundet med spillekort. I Italien blev den slags spil kaldet biribi (beskrevet af Casanova i hans erindringer) og hoca. I England blev spillet kaldt rowlet, roly poly, og ace of hearts.
Historien om roulette: De tidlige år
Den franske matematiker og opfinder Blaise Pascal (opfinder af kanylen, den hydrauliske presse og regnemaskinen) har muligvis været med til at fremme spillet i midten af 1700-tallet. Hans korrespondance med Pierre de Fermat (der grundlagde calculus) førte til udviklingen af sandsynlighedsteori. Deres arbejde startede som et svar på et spørgsmål om et terningspil stillet af Chevalier de Mere. Pascal brugte en betydelig del af sit liv på at forsøge at opfinde en evighedsmaskine. I 1655 var et af hans mislykkede forsøg et næsten friktionsløst snurrende hjul.
Historien om roulette: 19.-21. århundrede
Det velkendte hjul, reglerne og navnet dukkede op på casinoer i Paris i 1790'erne. I løbet af det 19. århundrede blev roulette et populært casinospil i hele Europa takket være de franske brødre Francois og Louis Blanc. I 1843 åbnede de Kursaal-casinoet i Bad Homburg med et nyt roulettehjul med ét nul. I 1863 fik Francois Blanc spillerettighederne i Monaco, og Monte Carlo blev det førende casino frem til 1. Verdenskrig. Blanc-brødrenes ét-nuls-hjul gjorde spillet så popuært (og profitabelt, selv med den mindre casinofordel), at der opstod historier om, at brødrene havde indgået en pagt med djævelen og byttet deres sjæl for "hjulets hemmeligheder". Historierne bemærkede blandt andet, at summen af alle tallene på rouletten er 666. Historierne ignorerer fuldstændigt, at innovationen foretaget af Blanc-brødrene kun var at fjerne 00, som ikke ændrer den samlede sum.
Historien om blackjack
Blackjacks nuværende popularitet kommer fra den lokkende tanke, at spilleren kan få en fordel over og narre casinoet. Dr. Edward O. Thorps bestseller Beat the Dealer forøgede dramatisk både færdighederne og antallet af spillere i casino blackjack. Blackjack har i næsten 50 år også været matematikerne og analytikernes foretrukne casinospil. Der er skrevet mere om blackjack end noget andet casinospil. Før udbredelsen af onlinepoker var blackjack et meget mere populært analyseemne end poker.
På trods af alle analyserne har kun få forfattere til bøger om blackjack brugt meget tid på blackjacks historie. I 2006 undersøgte førende blackjackspecialist Arnold Snyder, i The Big Book of Blackjack (Cardoza Publishing) blackjacks oprindelse og forgængere. David Parlett, britisk forfatter og spilopfinder, har også skrevet bøger og online artikler om blackjacks historie.
De følgende træk definerer blackjack: et eller flere sæt kort, spiller mod dealer, vinderen afgøres af den numeriske værdi af kort.
Historien om blackjack: De tidlige år
Det tidligste spil med de elementer var det spanske spil veintiuna (21). Miguel de Cervantes, som er bedst kendt for sin roman Don Quixote, skrev om spillet i bogen Rinconete & Cartadillo, der blev trykt som en af hans tolv Exemplary Novels i 1613. Et spil kaldet veintiuna fremgår af skriftlige værker helt tilbage til 1440 (selvom der er flere spil af samme navn, som ikke er forbundet med Blackjack).
En engelsk variant af spillet i det 17. århundrede var Bone Ace. I Cervantes' historie og i Bone Ace, som det beskrives af Charles Cotton i The Complete Gamester (1674), kan et es tælle både som 1 og som 11. En fransk forløber for Blackjack kaldet Quinze (15) opstod i det 16. århundrede og var populært i casinoer i Frankrig helt ind i det 19. århundrede. Et italiensk kortspil kaldet sette e mezzo (7 1/2) blev spillet i begyndelsen af det 17. århundrede. I sette e mezzo spillede man med et spil kort a 40 blade (man fjernede 8'ere, 9'ere og 10'ere). De resterende kort havde samme værdi som deres talværdi, og billedkortene talte for en halv.
Et andet fransk spil kaldet Trente-et-quarante (30 og 40) blev spillet på Spa Casino i Belgien i 1780. Modsat i de fleste af disse tidlige versioner var huset banken i Trente-et-quarante, hvilket vil sige, at casinoet spillede mod spillerne og tog imod deres indsatser og udbetalte gevinster. Dette spil var også den første version, hvor man kunne vælge forsikring.
Reglerne for moderne blackjack blev samlet i det franske spil Vingt-un (eller Vingt-et-un, 21) i midten af det 18. århundrede. Blandt de entusiaster, der promoverede spillet i Frankrig sidst i 1700-tallet og i starten af 1800-tallet, finder man Madame Du Barry og Napoleon Bonaparte.
Historien om blackjack: 19.-21. århundrede
I Amerika i det 19. århundrede tog casinoerne to regler i brug, som gjorde spillet mere favorabelt for spillerne: Spillerne måtte se et af dealerens kort, og dealeren skulle tage et nyt kort med hænder på 16 eller derunder og stå på 17 eller derover. Tidligt i det 20. århundrede blev spillet kendt som blackjack på grund af en kampagne (som ikke varede længe og for længst er opgivet), der gav en bonus, hvis spilleren fik 21 med spar es og en "black jack", altså en sort knægt (klør eller spar knægt).
Ifølge populær akademisk forskning af dr. Thorp og spillere og analytikere sidenhen blev blackjack det mest populære bordspil på casinoerne. Selvom casinoerne nød godt af udviklingen af basal strategi og korttælling, har de generelt frarådet brugen. Selvom flere retsafgørelser har slået fast, at det ikke er snyd at tælle kort, har casinoer i de fleste retskredse ret til at udelukke spillere af en hvilken som helst årsag. Enkelte casinoer ændrer også reglerne for blackjack (nogle gange fra bord til bord): forskellige antal kortspil; om huset skal stå på Soft 17; forskellige procentdele af kortspillet, der allerede er givet; grænser for split og fordobling og tilbud om overgivelse.
Bøger som Ken Ustons The Big Player (1977) og Ben Mezrichs Bringing Down the House (2002) beskrev, hvordan nogle spillere tjente en formue (og sommetider mistede den igen) som et hold af korttællere i blackjack. Mezrichs bog blev til den populære film 21.
Craps-spillets historie
Ordet craps er en amerikaniseret variant af ordet crabs fra 1800-tallets Frankrig. Crabs var en betegnelse for "double-ace", det mindste slag i hasard, terningspillet som moderne craps udviklede sig ud fra. Det franske ord crapaud, eller tudse, henviser til den sammenkrøbne stilling, terningspillere sad i, når de spillede terninger på gulvet.
Historien om Craps: De tidlige år
Terningspil har eksisteret siden tidernes morgen. Arkæologer har udgravet sekssidede terninger i Mesopotamien (det nordlige Irak), der kan dateres tilbage til 3.000 f.Kr. og markeret med øjne i stedet for tal, terninger fra Pompeji samt kalkstensterninger fra 600 f.Kr. i Egypten. Nogle terninger var udskåret fra firkantede knogleled fra svin og hælene fra får, hvorfra begrebet "rolling the bones" formodentligt kommer. Mange romerske kejsere var glade for terninger. Julius Cæsar udtalte de berømte ord 'terningen er kastet', da han krydsede floden Rubicon. Claudius bestilte et særligt bord, hvor han kunne slå med terninger, mens han rejste i sin hestevogn. Caligula var almindeligt kendt som en dårlig taber. Nero satsede sit folks skattepenge på nogle få slag med terningen.
På den arabiske halvø blev et terningspil, der oprindeligt hed azzahr, forvandlet til hasard. De tidligste varianter af hasard kan attesteres til det 12. århundrede og blev endda nævnt i Chaucers Canterbury Tales, og spillet menes at datere tilbage til korstogene. Det komplicerede spil hasard udviklede sig i årenes løb til et bordspil, der passede perfekt til de tidligere casinoers behov. Franske spillere bragte spillet til Amerika via New Orleans.
Historien om Craps: 19.-21. århundrede
Nutidens craps tog form, da John H. Winn introducerede indsatsmuligheden "don't pass" for at give casinoet en fordel uden at behøve at snyde, der ellers var et problem i amerikanske casinoer i 1800-tallet, da huset ikke havde stor profit. Selvom craps er blevet simplificeret fra sin hasardoprindelse, fortsatte spillets udvikling med at give forskellige indsatsmuligheder og en gruppeatmosfære, der afhang af, at shooteren (kasteren) af terningerne vandt penge til hele bordet. Soldater under Anden Verdenskriggjorde spillet populært ved at spille det på et militærtæppe for øget kontrol over terningerne.
Historien om spilleautomater
1800-tallet
Pengemaskiner i casinoer og andre spillesteder blev udviklet samtidigt i England og USA i de sidste årtier af det 19. århundrede. Begge steder blev spilleautomater populære på grund af fascinationen med 'automatiske' maskiner i hverdagen. Generationen, der opfandt spillemaskinerne, udviklede også fonografen, film, pengeapparatet og automaten.
I 1890 fremstillede Punch dagliglivet i den nærmeste fremtid satirisk i "From the Diary of the Automatically Conducted". Artiklen startede med '7 A.M. turned out of automatically constructed bed and deposited on the floor. Am picked up and hurled into an automatic dressing, washing, and shaving chair, after which, being dressed by self-acting machinery, dressed by switch-back lift to dining room, where I am fed by an 'automatic private breakfast supplier'.
Spillemaskinerne fra perioden 1900-1960 havde følgende fællestræk: et indkast, hvor man kunne indkaste én mønt, et vindue med tre hjul med forskellige symboler, en trækarm, der startede de tre hjul, udbetaling for identiske symboler på række og automatisk udbetaling af mønter fra maskinen.
England gav de første patenter for møntopererede spil med roterende hjul. I 1887 udviklede William Oliver et hestevæddeløbsspil, hvor legetøjsheste bevægede sig på koncentriske mekaniske hjul. To år senere patenterede Anthony Harris et vægmonteret spil med et roterende hjul.
Samtidig skabte en gruppe maskinister fra San Francisco anført af Charles Fey de første spillemaskiner, der minder om moderne spillemaskiner. Feys Liberty Bell blev grundlaget (og navnet) for populære spillemaskiner i adskillige årtier. Denne generation af maskiner havde tre roterende hjul, en trækarm, spil med enkelte mønter og udbetaling for matchende symboler af hjerter, sparer, ruder, hestesko og klokker. Hvert hjul havde 10 symboler, hvilket gav 1.000 forskellige kombinationer. De tidligste udgaver krævede manuel udbetaling, der gik op til tyve nickles (én dollar) for tre klokker. Inden for et årti havde Feys maskiner hjul, der stoppede et ad gangen (for øget spænding) og automatisk udbetaling.
I det første årti af det 20. århundrede udviklede Herbert Mills fra Chicago spillemaskiner, der kopierede Fey men tilføjede yderligere elementer for at undgå retslige efterspil. Mills' maskiner øgede hjulene til 20 symboler, så der nu var 8.000 mulige kombinationer. For at adskille maskinerne fra Feys inkluderede Mills symboler af kirsebær, appelsiner, citroner og blommer, hvilket gav spillene kælenavnet "fruit machines" der stadig bruges i dag især i Storbritannien. De havde også større "vinduer", så spillerne kunne se, når de havde været tæt på at ramme noget lige over eller under automatens payline.
1960'erne
Bally revolutionerede spillemaskinerne i 1960erne, da han lancerede Money Honey. Money Honey debuterede i slutningen af 1963. Ved at benytte udviklingen inden for elektronik omskabte Bally spillemaskinerne, så de kom til at ligne Las Vegas Strip: klare farver, blinkende lys, høje lyde og masser af action. Money Honey havde også en "coin hopper" (en beholder, der kunne have 2.500 eller flere mønter) og en metalbakke i bunden, hvor udbetalingerne højlydt strømmede ud med seks mønter i sekundet. I 1968 leverede Bally 94% af Nevadas casinospilleautomater. Disse automater introducerede også spil med flere mønter.
Ballys succes gjorde spilleautomater meget mere populære i Las Vegas, og der opstod en konkurrence om at udvikle nye, anderledes og bedre automater. De elektroniske funktioner i Money Honey startede en trend inden for spilleautomater med elektroniske og til sidst computeriserede komponenter.
1980'erne
I 1979 startede Bally-distributøren William "Si" Redd International Gaming Technology (IGT), der dominerede spillemaskineinnovation og -salg inden udgangen af årtiet. Kort efter IGT's grundlæggelse introducerede de de første video poker-spillemaskiner.
Samtidig udviklede en computeringenør ved navn Inge Telnaes et computerprogram, der kørte spillemaskiner baseret på en tilfældighedsgenerator (Random Number Generator eller RNG) i stedet for fysiske roterende hjul. Dette program med virtuelle hjul gjorde det muligt at tilbyde jackpots med astronomiske præmier, samtidig med at driften var profitabel. IGT fik licens til denne teknologi i 1984. I 1986 introducerede de Megabucks, den største og mest populære progressive jackpot for spillemaskiner. Megabucks sammenkædede maskiner i hele Nevada.
1990'erne
I 1992 introducerede Bally Game Maker, en video slot-spillemaskine, der lod spillerne vælge mellem forskellige spillemaskiner (og video poker) og værdienheder. Game Maker og IGT's succes inden for video poker førte til et større brug af videoanimationer (med knapper og senere touchscreens ud over trækarmen).
I slutningen af 1990'erne begyndte spillemaskiner at tilbyde udbetalinger på flere linjer samt bonusevents med ekstra skærme og spilfunktioner. Australske Aristocrat Leisure Ltd. pionerede video slots (også kendt som Pokies i Australien) med udbetalinger på flere linjer. WMS Gaming, med deres populære Reel 'Em In video slot-maskine styrkede også interessen for videoanimationer og bonusevents.
En tidlig bonusfunktion var et roulettelignende hjul øverst i maskinen, der aktiveres af visse kombinationer af hjulene. Bally tilbød oprindeligt denne bonus i Wheel of Gold. I 1997 fik IGT licens til at bruge det populære amerikanske TV-show Wheel of Fortune til spillemaskiner. Deres Wheel of Fortune-maskiner brugte TV-showets hjuls udseende og lyden af publikum, der råber "wheel … of … fortune!", når spilleren rammer en kombination, der giver et spin med hjulet. Wheel of Fortune er den mest populære spillemaskine nogensinde. Den indvarslede også en epoke med 'temamaskiner'. I 1998 tilbød IGT den første Elvis-maskine.
Det 21. århundrede
De seneste år har afsluttet transformeringen af spillemaskiner. Selvom spillemaskiner oprindeligt begyndte at ligne og virke som automater, har de nu et rent, men komplekst design i stil med computere og underholdningssystemer. Ligesom chips har erstattet kontanter i andre casinospil, har credits og billetter erstattet mønter ved spillemaskinerne. I slutningen af 1980'erne begyndte maskinerne at have digitale målere, der holdt styr på, hvor mange penge spilleren har indkastet og vundet. I det følgende årti begyndte spillemaskinerne at tage imod kontanter ud over mønter og metaljetoner (mange fysiske casinoer tager ikke længere mønter). Overgangen fra mønter blev fuldendt, da spillemaskinerne udskiftede mønttragten med TITO (ticket-in/ticket-out) aflæsere. Spillerne kan indsætte sedler eller billetter, der repræsenterer credit. Maskinen udsteder credit-billetter i stedet for mønter. Spillerne kan veksle kontanter til credit-billetter og veksle billetter til kontanter.
Baccarats historie
Historien om Baccarat: De tidlige år
Baccarats rødder skal findes i slutningen af 1400-tallet. Det italienske spil baccarà (der betyder nul) var populært i mange italienske byer og landsbyer, og franskmændene kopierede det og ændrede navnet til baccarat. Da casinospillere i Europa begyndte at lede efter flere spil at spille, blev baccarat mere populært.
Historien om Baccarat: 19.-21. århundrede
Spillet blevet meget populært under Louis XIV, Solkongens regeringstid, da han introducerede adlen for spillet. Baccarat fik også en plads på britiske casinoer i 1700-tallet. Det var også populært i Monte Carlo i 1800-tallet.
Baccarat fik sit moderne opsving som et elegant high-stakes casinospil i James Bond-filmene. Den hemmelige agent spillede baccarat i Mission Drab (1962), Agent 007 i ilden (1965), Casino Royale (1967), I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste (1969), Strengt fortroligt (1981), License to Kill (1989), og Goldeneye (1995).
I dag er tre varianter af baccarat stadig populære. Baccarat chemin de fer og banque er populære i Frankrig og Monte Carlo, mens punto banco er udbredt i Nordamerika og Storbritannien. Alle tre varianter spilles efter stort set samme regler; eneste forskel er, hvordan kortene bliver givet. High roller-sektionerne i de fleste casinoer tilbyder en af de tre versioner, og der er også mini baccarat, et mindre bord med små limits til de mere rekreationelle spillere.